Tør du leve livet?

Juni, gudinden Juno og modet til at stå i sin egen fylde

Juni står foran dig.

Solen hænger højt på himlen.
Blomsterne folder sig ud.
Bierne summer mellem kronbladene.
Luften er fyldt af varme, sødme og liv.

Naturen holder ikke noget tilbage.

Den forsøger ikke at være mindre, end den er.

Rosen undskylder ikke sin duft.
Hylden dæmper ikke sin blomstring.
Bøgen skjuler ikke sin fylde.

De lever.

Fuldt og helt.

Måske er det derfor, juni kan vække noget i os.

For mens naturen udfolder sig uden tøven, spørger mange mennesker sig selv:

Må jeg fylde?
Må jeg tage min plads?
Må jeg vise verden, hvem jeg er?

I den romerske tradition forbindes juni med gudinden Juno.

Hun var gudinde for kvinder, livskraft, ægteskab og beskyttelse. Gudernes dronning.

Hun blev ofte forbundet med værdighed, styrke og evnen til at stå i sin egen position.

Når jeg mærker juni måneds energi, er det netop disse kvaliteter, jeg genkender.

Ikke som magt over andre.

Men som den stille styrke, der opstår, når vi ikke længere behøver gøre os mindre, end vi er.

Når vi ikke længere søger tilladelse til at være os selv.

Når vi står mere roligt i det, vi allerede ved.

Naturen synes at kende denne hemmelighed bedre end vi gør.

Ingen blomster sammenligner sig med hinanden.

Ingen træer undskylder for deres størrelse.

Ingen bier spørger om lov til at udføre deres arbejde.

De følger deres natur.

Så enkelt.

Så svært.

For mange af os har brugt år på at tilpasse os.

På at gøre os mindre.

På at skjule det, vi mærker.

På at tvivle på vores egen erfaring.

På at vente på det rette tidspunkt.

Men juni venter ikke.

Hun kommer med blomster i håret, solvarm hud og duften af sommer omkring sig.

Hun træder frem i sin fylde.

Og måske er hendes spørgsmål til dig ikke:

“Hvem ønsker du at blive?”

Måske spørger hun i stedet:

“Hvad ville ske, hvis du turde være den, du allerede er?”

Ikke den perfekte udgave.

Ikke den færdige udgave.

Men den levende udgave.

Den, der mærker.

Den, der længes.

Den, der drømmer.

Den, der ved.

En stund med juni

Find et sted i naturen.

Det behøver ikke være en skov.
En have, en park eller et blomstrende vejhjørne er nok.

Sæt dig et øjeblik uden telefon og uden noget, du skal nå.

Lad blikket hvile på det, der vokser omkring dig.

Mærk solen mod huden.
Lyt til vinden.
Lyt til biernes summen eller fuglenes sang.

Træk vejret dybt ind.

Læg mærke til, hvordan juni ikke holder noget tilbage.

Blomsterne blomstrer.
Træerne strækker deres grene mod himlen.
Livet viser sig frem.

Spørg derefter dig selv:

• Hvad blomstrer i mit liv lige nu?

• Hvilken del af mig selv er blevet stærkere gennem det sidste år?

• Hvor i mit liv står jeg mere roligt i det, jeg allerede ved?

• Hvor i mit liv længes jeg efter at fylde mere?

• Hvad ville jeg gøre, hvis jeg stolede lidt mere på mig selv?

Lad spørgsmålene være åbne.

Du behøver ikke finde svar med det samme.

Måske kommer de, mens du sidder der.

Måske kommer de senere på dagen.

Måske kommer de først om nogle uger.

Tag et øjeblik til blot at være en del af den fylde, som naturen så gavmildt deler med os netop nu.

Årets længste dag

Snart kommer sommersolhverv.

Årets længste dag.

Midsommer.

Litha.

Tiden hvor mennesker gennem generationer har tændt bål, sanket urter og fejret livets kraft.

En hyldest til solen.

Til fylden.

Til alt det, der blomstrer.

Og samtidig rummer denne tid naturens stille visdom.

For netop når lyset står højest, vender det.

Ikke som et tab.

Ikke som et drama.

Men som livets egen rytme.

Som en påmindelse om, at fylde og forandring følges ad.

At intet behøver vare evigt for at være fuldendt.

Måske er det derfor, juni føles så særlig.

Hun minder os om at tage imod.

Ikke kun alt det, der blomstrer omkring os.

Men også alt det, der allerede blomstrer i os.

For måske handler det gode liv ikke om at blive mere.

Måske handler det om at stå mere roligt i den, vi allerede er.

Jeg hilser dig.

Naturlig Viis