Om forårets grønne ild og den stille hjemkomst til det levende

Den 19. maj, siger kalenderen.

Vi bevæger os gennem årets cyklus. Måned for måned har jeg lyttet til naturens særlige stemme og forsøgt at sætte ord på det væsen, der lever i hver enkelt måned.
Jo dybere jeg går ind i denne vandring, desto tydeligere mærker jeg, at månederne ikke blot er perioder i et kalenderår. De er levende bevægelser. Energi. Stemninger. Lærere.

Tiden føles anderledes her.
Som om hvert minut strækker sig langt ud over sig selv.

Sansningerne kommer før ordene. Iagttagelserne lever først som billeder, stemninger og symboler. Et tavst sprog, der langsomt må oversættes, før det kan deles med andre.
Naturen taler ikke i forklaringer. Den taler i oplevelser.

I duften af muld.
I vinden gennem trækronerne.
I fuglens sang ved daggry.
I lyset, der ændrer sig næsten umærkeligt dag for dag.

Så kom maj.

Kold i begyndelsen. Næsten tilbageholdende.

Men stædigt såede jeg alligevel de magiske frø i køkkenhaven. Som en stille tro på, at livet igen ville bryde frem. Som en bevægelse væk fra vinterens grå farver og ind i forårets utallige nuancer.
Og hvor havde jeg savnet dem.

Det spæde grønne.
Blomsternes dybe farver.
Lyset mellem grenene.
Varmen mod huden.

Et umætteligt behov voksede i mig.
Behovet for blot at være.
At lade mig bjergtage af livet, der vågner.
At sidde stille og modtage foråret gennem sanserne.

– Uden tanker.

– Uden forklaringer.

– Uden behov for at forstå.

– Kun væren.

– Kun nærvær.

– Kun iagttagelse.

Og mens jeg sad dér, begyndte maj langsomt at vise sit væsen.
Ikke som en måned.
Men som en kraft.

Hun kom med grøn ild i hænderne.

Hun væltede ind over jorden med en kraft, der ikke kunne holdes tilbage. Saften steg i træerne. Mulden duftede mørk og levende. Fuglestemmer fyldte morgenen, og overalt brød livet frem.

Maj skjuler intet.
Hun holder ikke tilbage.

Hun spirer.
Folder sig ud.
Viser sig som hun er.

Måske er det derfor, maj kan berøre os så dybt.
For når livet vågner omkring os, mærker vi også tydeligere alt det i os selv, der længes efter at vågne.
Den længsel, som hverdagens travlhed ofte overdøver.
Den stille stemme, der kalder os hjem.
Ikke hjem til et sted.
Men hjem til os selv.

Jeg tror ikke på, at vi skal finde os selv.
Jeg tror, vi skal huske os selv.

Huske hvordan det føles at gå langsomt nok til at høre skovens hjerteslag.

Huske at vinden ikke blot rører huden, men også sjælen.

Huske at mennesket aldrig var skabt til at leve adskilt fra jordens rytme.

Maj minder os om noget vigtigt.
Det, der spirer, kan ikke presses frem.
Men det kan næres.
Beskyttes.
Få lov til at vokse mod lyset i sit eget tempo.

Måske er det netop dét, maj hvisker til os.
Ikke at vi skal være mere.
Ikke at vi skal nå mere.
Men at vi må give os selv lov til at træde ud i lyset.
Som bøgen.

Som de små spirer i køkkenhaven.

Som maj selv.
Langsomt.
Stille.

Og fuldkommen i det tempo, der er vores.