Der er noget særligt ved lyset i september.

Solen kan stadig varme, og nogle dage føles næsten sommerlige. Men lyset har forandret sig. Der er kommet noget gyldent over det. Det er blidt og samtidig klart, og øjnene kan hvile i det.

Træerne står i deres egne klare og smukke farver. Vi ser bladene tydeligt og strukturen i træernes stammer. Vi ser markerne længere ude og dyrene, der går og græsser. Og samtidig kan blikket fortsætte helt ud mod horisonten.

Men vi oplever det ikke som en række særskilte billeder.

Træet er ikke ét billede, marken et andet og horisonten et tredje. Det hele træder frem som én sammenhængende helhed. Det nære og det fjerne findes i det samme blik.

Måske er det derfor, september giver os lyst til at kigge op. Til at lade øjnene vandre og se langt ud.

Foråret kalder på noget andet.

Når de første spæde tegn på liv viser sig, bøjer vi os ned. Vi leder efter den første erantis og anemone. Vi går tæt på de nye skud og knopperne, der åbner sig. Vi fotograferer det lille nye liv, fordi vi ikke vil gå glip af noget.

Foråret kalder på det tætte blik.
September bringer det lange.

Ikke fordi det nære bliver mindre vigtigt, men fordi det nære nu får lov til at være en del af noget større.

Og måske rummer det lange blik mere end det, vores øjne ser.

For når vi træder lidt tilbage, kan vi nogle gange opdage sammenhænge, vi ikke kunne se, mens vi stod helt tæt på.

Vi mister ikke detaljen.

Vi opdager, hvad den er en del af.

Der er også lys – også for dig

Måske har du haft en rigtig møgsommer.

Måske har du været ked af det. Måske har du følt dig alene. Mens sommeren har været lys omkring dig, og andre har nydt de lange sommerdage, har du selv befundet dig et mørkt sted.

Og så kommer september med sit klare, blide og gyldne lys.

Et lys, der ikke udvisker kontrasterne, men lader mørket være mørkt og lyset være lyst.

For sådan er livet også.

Vi kan ikke altid vælge mørket fra. Der er tider, hvor sorgen, ensomheden eller det svære fylder så meget, at det næsten bliver det eneste, vi kan se.

Og måske skal vi heller ikke skynde os at få det væk.

Mørket har også sin plads.

Men mørket er ikke hele landskabet.

Ligesom septemberlyset får os til at løfte blikket og se længere, kan vi måske også selv øve os i at løfte blikket en smule.

Ikke for at fornægte det, der gør ondt, men for at opdage, at der uden for det stadig findes noget andet.

Et træ, der står i solen.
En hånd, der rækker ud.
Et øjeblik, hvor hjertet bliver lettere.
Noget levende, der kalder os tilbage.

Måske er håbet ikke, at mørket forsvinder.

Måske er håbet, at vi midt i mørket igen får øje på lyset.

For der er også lys.
Også for dig.

Efterårsjævndøgn – et balancepunkt

I september skal vi byde efterårsjævndøgnet velkommen.

Et ganske særligt øjeblik på året, hvor dag og nat er lige lange.

Et balancepunkt.

Og samtidig en tid for taksigelse. For at standse op og se på det, der er vokset frem og modnet – i naturen og i os selv.

Høsten handler ikke kun om det, vi kan samle fra marker, haver og træer.

Vi kan også se på høsten af vores eget arbejde.

Hvad har jeg sået?
Hvad har jeg næret gennem året?
Hvad er vokset frem?
Og hvad er nu blevet modent nok til, at jeg kan høste det?

Måske er der noget at være taknemmelig for, som vi slet ikke havde fået øje på, mens vi stod midt i det.

Også her kan september lære os noget om det lange blik.

Nogle gange må vi træde lidt tilbage fra vores eget liv for at kunne se, hvad der egentlig er sket.

Noget blev måske ikke, som vi havde forestillet os. Noget andet voksede frem, uden at vi havde planlagt det. Og noget i os selv er måske blevet modent, uden at vi rigtig opdagede det undervejs.

Når vi ser tilbage med det lange blik, kan vi måske få øje på vores egen høst.

Og derfra tipper året videre.

Dagene bliver kortere, nætterne længere, og mørket begynder for alvor at tage mere plads.

Ikke fordi september allerede beder os om at trække os tilbage. September er stadig fuld af liv, varme og lys.

Men forholdet mellem lys og mørke forandrer sig.

Et lille ritual i naturen

Ceremonier i naturen har for mig en forvandlende kraft.

Jeg oplever det både i fællesskab med andre og alene, når jeg skaber mit eget lille ritual.

Der sker noget, når jeg bevidst standser op.

Når jeg takker for det, der har været, og giver slip på det, jeg ikke længere ønsker at bære med mig.

Når gamle byrder, overbevisninger og tung energi får lov til at forlade mig, følger der ofte en lethed med.

For når noget får lov til at forlade os, skabes der også plads.

Plads til ny vækst.
Til nye muligheder.
Til det, der endnu ikke har fået form.

Måske har du lyst til selv at markere efterårsjævndøgnet.

Det behøver ikke være stort.

Find et sted i naturen, hvor du føler dig godt tilpas. Mærk jorden under dig, og lad blikket hvile omkring dig.

Se tilbage på det år, du indtil nu har bevæget dig igennem.

Hvad er modnet?

Hvad har du høstet?

Hvad vil du gerne takke for?

Og hvad ønsker du at give slip på og ikke længere bære med dig ind i den mørkere tid?

Måske siger du ordene højt. Måske lægger du noget symbolsk fra dig. Måske giver du en lille gave tilbage til naturen.

Eller måske står du blot stille et øjeblik og lader naturen være vidne.

Naturen i september – mød Skæbnevæveren

Og mens september inviterer os til at kigge op og lade blikket række langt, findes der også et lille væsen, som kalder os helt tæt på.

Edderkoppen.

Septembermorgener kan gøre dens ellers næsten usynlige arbejde synligt. Duggen lægger sig som små perler på spindet, og pludselig ser vi de fine tråde mellem grene, græsstrå og planter.

Et helt lille kunstværk, som måske har været der hele tiden.

Jeg har lyst til at kalde edderkoppen Skæbnevæveren.

For den kan noget.

Den væver. Den forbinder. Den sanser de mindste bevægelser gennem sit net. Den kan vente. Og bliver dens værk ødelagt, kan den begynde at væve igen.

Der er en særlig tålmodighed i edderkoppens væsen.

Den behøver ikke fare omkring for hele tiden at få noget til at ske. Den skaber sit net og mærker de vibrationer, der bevæger sig gennem trådene.

Måske kan vi lære noget af det.

At lytte.

At mærke.

At vente.

At opdage de forbindelser, der allerede findes.

Og måske møder du edderkoppen lidt oftere på denne tid af året. Måske sidder den i et hjørne af stuen eller dukker pludselig op på badeværelset.

For nogle af os kommer reaktionen hurtigt:

Den skal væk.

Måske endda:

Den skal slås ihjel.

Men hvad nu, hvis vi denne september prøvede noget andet?

Hvad nu, hvis vi standsede op et øjeblik og lærte den lidt at kende?

Så behøver du ikke elske edderkoppen. Du behøver heller ikke ønske at dele dit soveværelse med den.

Men måske kan du møde den som et andet levende væsen.

Et væsen, der ligesom dig forsøger at finde sin plads i verden.

Og måske er det ikke tilfældigt, at netop Skæbnevæveren træder tydeligere frem i den måned, hvor septemberlyset hjælper os med at se helheden.

For ser vi længe nok på et edderkoppespind, opdager vi, at ingen tråd står alene.

De hænger sammen.

Den ene bevægelse mærkes et andet sted i nettet.

Måske er det også sådan med os.

Vi står ikke uden for naturen og betragter den.

Vi lever midt i dens væv.

Træet, marken, dyret, edderkoppen, lyset, mørket – og os selv.

Foråret fik os til at bøje os ned og se det lille nye liv.

September får os til at løfte blikket.

Til at se det nære og det fjerne.
Lyset og mørket.
Det, der voksede, og det, der ikke gjorde.
Det, vi kan høste, og det, vi må give slip på.

Og måske er det dét, september hvisker til os:

Løft dit blik.
Se langt.
Se hele billedet.

For måske er det først dér, vi opdager, hvor forbundne vi egentlig er.

NaturligViis Jeanne
Formidler af skovens visdom