Den gamle dame i min have

I august vender stjernerne tilbage.

De har selvfølgelig været der hele tiden. Men gennem sommerens lyse nætter har vi næsten glemt dem. Nu bliver mørket langsomt mørkt igen, og en efter en træder de frem på himlen.

August gør noget synligt.

Ikke kun stjernerne.

Også livet.

Og døden.

I min have står et stort fuglekirsebærtræ. Et gammelt træ med en tyk stamme, en vældig krone og grene, der breder sig langt ud over haven.

Her i sensommeren er træet fyldt med røde bær, og der er en livlig trafik omkring det.

Solsortene kommer i hobetal. Nogle flyver stadig op til deres reder med mad til ungerne. Andre unger har allerede forladt reden og står nede på jorden, pippende og ventende, mens de voksne fugle flyver frem og tilbage med mad.

Jeg kan sidde og betragte dem længe.

Den lille solsorte-forælder gør ikke noget, vi mennesker ville kalde stort.

Den passer blot sit liv.

Finder føde. Flyver tilbage. Fodrer sin unge. Og afsted igen.

En lille, enkel og alligevel uendelig vigtig gerning.

Det fik mig til at lytte lidt mere til det gamle fuglekirsebærtræ.

Og måske var det derfor, det begyndte at fortælle.

Du kender mig godt

Du kender mig godt. Du ser mig tit på din vej.

Men lige nu står jeg her i din have.

Jeg har for længst holdt op med at vokse højt. Du kan se på min stammes tykkelse, at jeg er ved at være en gammel dame.

Nu står jeg her, som den jeg er.

Stor og mægtig, med en krone, der fylder det, den skal, og med rødder, som spreder sig dybt under din have.

Jeg har næsten glemt, hvordan jeg i mine unge dage havde så travlt med at vokse.

Op, op, op.

Mod lyset.

Dengang skulle jeg blive til noget

Er det sådan, det er?

At man med tiden næsten glemmer de strabadser, man har været igennem?

Træet husker i hvert fald noget.

Jeg kan huske, at der stod et stort asketræ ikke så langt fra mig.

Dengang var jeg bange for det. Bange for, at det skulle tage al den sol, jeg havde brug for, så jeg ikke kunne blive til noget.

Men de fældede asketræet.

Og nu står jeg her på min plads helt alene.

Det er mange år siden.

Rigtig mange år siden.

Jeg har næsten glemt, hvor smukt det asketræ egentlig var.

Det var ikke ligesom mig. Det var jo ikke et kirsebærtræ. Men der var alligevel noget stort over det.

Noget smukt.

Jeg bliver siddende med den fortælling.

For engang var asketræet det, der stod i vejen.

Nu er det blevet det træ, hun husker.

Hun fik sin sol. Hun fik plads. Hun voksede sig stor.

Men hun mistede også den, der stod ved siden af.

Måske behøver der ikke være en lære i det.

Måske er det nok bare at lytte.

Nu er jeg den, jeg er

Men nu er jeg den, jeg er.

Jeg føler det, jeg skal føle, og jeg er stolt over at mærke, hvor godt jeg står i jorden.

Jeg elsker at vise min store krone frem.

Og tykkelsen på min stamme fortæller dig, at jeg er en gammel dame.

Hver sommer sætter jeg blomster.

De flyvende insekter kommer på besøg og summer ivrigt fra blomst til blomst. Jeg elsker at se deres arbejde, og jeg byder mig til.

Hver eneste lille blomst byder jeg til.

For når blomsten har haft besøg af insekterne, begynder bærrene at vokse frem.

Og når bærrene siden bliver store og frodige, røde og saftige, kommer livet igen.

Nogle af insekterne kommer for at drikke.

Solsortene kommer masservis og spiser mine bær.

Det er livet.

Og det er jo det, der er meningen med mig.

Den sætning bliver hos mig.

Det er jo det, der er meningen med mig.

Ikke at blive højere.

Ikke længere at kæmpe for pladsen eller række efter mere sol.

Hun står der bare.

Med sine rødder dybt i jorden og sin store krone over haven.

Og giver.

Blomster til insekterne.

Bær til solsortene.

Skygge til haven.

Grene at bygge rede i.

Et sted at sidde for mig.

Hun er blevet til det, hun engang havde så travlt med at blive.

Og måske er der noget i det gamle fuglekirsebærtræ, som vi mennesker kan genkende.

Hvor meget af vores liv bruger vi på at vokse op, op, op?

På at blive til noget.

Få vores plads.

Nå længere.

Blive set.

Og opdager vi mon på et tidspunkt, at livet også kan bevæge sig den anden vej?

Ikke opad.

Men udad.

Og nedad.

Som kronen, der breder sig.

Som rødderne, der søger dybere.

Som det gamle træ, der ikke længere skal bevise, at det kan vokse, men som bruger sin kraft på at give plads til andet liv.

August rummer det hele

Og netop derfor synes jeg, at fuglekirsebærtræets fortælling hører august til.

For august er fuld af liv.

Grøntsagshaven bugner. Sommerfuglene flyver stadig. Guldsmedene svæver gennem haven. De små frøer, der for ikke så længe siden var haletudser, undersøger nu verden på land.

Solsortene fodrer deres unger.

Bærrene modner.

Livet bliver skabt lige foran os.

Og samtidig ser jeg døden.

Mejetærskeren bevæger sig gennem kornets fuldmodne, gule og stive strå, mens haren, lærken og råvildtet forsøger at komme væk.

På min bilrude knuses en sommerfugls liv.

Hække bliver klippet, mens fugle og unge dyr stadig har brug for deres skjul.

Det gør ondt.

Ikke fordi døden er forkert. Døden hører naturen til.

Men fordi noget af den død, jeg ser, er skabt af os mennesker. Nogle gange forsætligt. Andre gange uden at vi overhovedet tænker over det.

Og jeg kan ikke stille mig udenfor og pege.

For jeg kører også bilen.

Jeg er også mennesket.

Det vækker en fortvivlelse i mig.

Men måske også en større opmærksomhed.

For jeg kan ikke passe på alt.

Men jeg kan begynde med at se.

Jeg kan opdage livet, før jeg handler.

Jeg kan vente med hækkeklipperen.

Jeg kan sænke farten.

Jeg kan huske, at det, jeg ser som en mark, en hæk eller et gammelt træ, samtidig er et hjem, et spisekammer, et skjulested og et sted, hvor nyt liv bliver til.

Og måske behøver jeg heller ikke hele tiden gøre naturen til anledning til selvransagelse.

Måske må jeg nogle gange bare sætte mig under mit gamle fuglekirsebærtræ.

Se solsorten flyve frem og tilbage.

Høre ungen kalde.

Se de røde bær mellem bladene.

Og glæde mig over den lille, enkle og utrolig vigtige gerning, der foregår lige foran mig.

Så måske er spørgsmålet til dig denne gang ganske enkelt:

Hvad glæder du dig over lige nu?

Ikke hvad du skal forandre.

Ikke hvad du skal arbejde med.

Ikke hvem du skal blive til.

Men hvad der allerede findes i dit liv, som får noget i dig til at glædes.

Når aftenen kommer, og augustmørket langsomt lægger sig, kan du måske gå udenfor og løfte blikket.

Stjernerne er tilbage.

Eller rettere:

De har været der hele tiden.

Måske skulle mørket bare vende tilbage, før vi kunne se dem.