Stilhed i november

November

Naturterapeut, naturarbejder, shaman og healer Jeanne Jensen fra Naturlig Viis arbejder i november med stilhed. Et efterårsbillede med græskar, kogler, blade og lys

I mørket gror livet i mig.

I mit blods brusen, i min krops biologi, i min forbundethed med naturen.
Her i novembers mørke, her er mit novemberkald.
Her hvor naturen trækker alt sin saft og kraft ned i rødderne og ind i stammens kerne.
Her hvor træernes blade falder til jorden og bliver til den nye spæde muld.
Dyr og insekter går i hi, forhåbentligt fede og tilfredse med årets forplantning og vished om artens fornyelse.
Her i novembers mørke, starter et nyt år for mig.
Her er mit Nyt År.

Ja det er måske lidt tosset, at gå stik modsat vores alle sammens kalender og påstå at året begynder i november, når vi nu har lært os, at det er 1. januar.
Men det er bare sådan for mig.
Det er her i mørket og stilheden, at jeg samler kræfter, restituere, ligesom træet uden for min dør. Og det er under denne tilbagetrækning og stilhed, at jeg kan skabe det nye års vækst og uden denne tilbagetrækning og stilhed, vil jeg ikke have energi, overskud, kræfter og vitalitet til alt det nye.
Efter en skøn og lang sommer fuld af skønne gøremål og vitalitet og før det, et spirende forår, der får mine celler til at slå flikflak, ud, ud, kom lad alt vokse, syntes de at synge dansende rundt i mit indre. Det meste af året bruger jeg af min energi og mit overskud. Så i november lader jeg op igen. Her byder jeg stilheden og mørket velkommen.

Mit år starter i denne trygge stilhed og mørke, for det er heri, jeg kan forny mig. Have tid til at reflektere over året der gik. Hvad skal forblive, hvad skal i taknemmelighed gives slip på.
Stilheden giver plads til at fordybe mig, i de mange kreative interesser jeg elsker at lave. Det er også her, jeg drømmer om haven, lader mig inspirere af de mange smukke billeder andre gavmildt har delt ud af. Måske, skal jeg etablere et nyt bed, hvilke smukke blomster skal der stå. Det er nu jeg ser i min lille frøkasse og bestiller nye frø til grøntsagshaven. Siddende der i min stol husker jeg smagen af de friske grøntsager, jeg kan hente i haven. Jeg mindes glæde ved at se det lille frø blive til en spirende plante, nusse, passe og pleje og til sidst for at høste. Det er bare magisk hvert eneste år. Og her i november og resten af vinteren er netop disse grøntsager min nærende kost. Fulde af vitaminer, mineraler og min egen kærlige omsorg.
Siddende i min bedste efterårsstol, nyder jeg en kop te og gør ingenting, sidder bare der i freden eller måske driver mine tanker tilbage til årets minder. Minder af familien, venner og andre på min vej. Minderne vækker mit hjerte og følelsen af kærlighed og glæde strømmer igennem mig. Kontrasterne for minderne bliver også vækket, der er de minder, hvor det var svært og der hvor jeg godt kan gøre tingene bedre.
Det er her jeg lægger planer for kommende kurser og event. Hvad kalder på mig? Jeg lytter endnu en gang til naturens stemme, enten i meditation eller i dans eller den stille fordybelse. Jeg går i stilhed og fordybelse i skovene, ved stranden og på engene.
Jeg går nænsomt og lader følelsen af skovens tilbagetrækning støtte mig. Skoven viser mig vejen ind i stilheden med sine nøgne træer

Hvis jeg ikke er tro mod mit indre novemberkald og i stedet for, sætter mig lidt for tungt i sofaen og fortaber mig i krimiserier i fjernsynet (ja jeg kan rigtig godt lide at se krimiserier)  så vågner den lille trold i sin hule og i tilfredshed over at blive fodret med min nu begyndende selvkritik, utilfredshed, ked ad hed, går jeg igennem vinterens mørket med en automatik som er uden glæden og livets herlighed. Selvkritisk gå jeg i seng og selvkritisk vågner jeg og trolden, federe og federe bliver den. Er livet kun det? At stirre ind i fjernsynet og mærke livet rende ud af mig.
Lytter jeg ikke til mit indre novemberkald, bliver jeg svækket, drænet, jeg længes nu efter en fremtid, og bilder mig ind, at den er bedre end nu.
Lytter jeg ikke efter mit behov for tilbagetrækning, så tømmes jeg for energi og vitalitet hurtigere end 20 sommer. Drænet, træt og manglende livsflow går jeg nu sommeren og foråret i møde.

Mit år starter her i november, med stilheden og mørket. Her i min hule, lun og tryg, fyldt med glade gøremål, her bliver jeg til. Her bliver jeg fornyet. Her bliver jeg klar til at spire op ad jorden. Her samler jeg kræfter og vitalitet.
Selvfølgelig nupper jeg et afsnit i ny og næ, men jeg husker at få rejst mig igen.

Velkommen til november, mørket, stilheden og det liv der gror i dag.

Se hvad jeg tilbyder her

Indkøbskurv
Scroll to Top