Visdomsord - december
Måske store visdomsord kommer fra den mindste sjæl
Vær hilset og velkommen til december-artiklen.
Her i vintermånederne samles gæs på marker og enge. De samles i kæmpe flokke, altså, virkelig kæmpe flokke. Hundredvis. Det er et imponerende syn, synes jeg, at se de mange smukke fugle på samme sted. Men hvad der er endnu mere imponerende, er at stå så tæt du kan, på disse kæmpe flokke og vent bare et øjeblik…….. Til det øjeblik hvor hele flokken letter på én gang. Woow siger jeg bare. Først hører du lyden af de mange hundrede vinger, der slår op og ned og så derefter mærker du effekten af disse mange vingeslag. Du kan simpelthen mærke energien af alle de hundredvis af gæs som letter. Det er virkelig vildt.
Så flyver de lige en tur rundt og lander igen. Efter et lille øjeblik, gentager hele flyvning igen.
Det handler ikke om at du skal skræmme de mange gæs før de flyver. Det sker automatisk. Så selvfølgelig går du tæt på flokken i respekt.
Tak lille Blåmejse
Der var engang for længe, længe siden og det var en bidende kold december dag.
Håbløsheden havde sit mørke greb i mig. Jeg var fortvivlet og jeg husker følelsen af at føle mig alene.
Jeg kan ikke huske hvad præcist det var, som havde bragt mig sådan ud af kurs, men jeg husker ganske tydeligt følelsen i min tilstand og jeg husker den lille smukke Blåmejses ord til mig.
Ord jeg har båret i mit hjerte lige siden.
Jeg tager mit overtøj på og begiver mig ud i skoven. Eller rettere så flygter jeg nok ud i skoven. Jeg kan ikke holde ud at være i mit hjem, for mine følelser er alt for voldsomme, afstandene til væggene er for korte og hele tiden bliver mine følelser kastet tilbage i hovedet på mig, i mit hjerte og i min krop.
Så jeg må ud, hvor jeg kan holde ud at være.
Jeg når skoven, går, går, går.
Uden nærvær, går, går, går.
Så sker det, som altid sker, når det skal ske, det magiske.
Jeg er blevet hørt og set af skoven. Skoven ved, hvad jeg har brug for, og den taler til mig.
Og denne gang komme den kærlige hjælp til mig i form af en lille smuk Blåmejse.
Da jeg ser den, har den travlt og leder efter sin føde i en busk, der står tæt på skovstien.
Den springer og flyver fra gren til gren. Ind imellem dens fangst hører jeg dens småpipperi. Jeg stopper op og begynder at iagttage den lille travle fugl. Den bliver i busken, ganske tæt på mig og flyver ikke væk.
Jeg står i lang tid og betragter dens iver.
“Jeg hilser dig, Blåmejse, sikke travlt du har”, “Jeg håber, at du finder føde nok her igennem vinteren”.
Alt imens jeg står og taler med dette lille væsen, Blåmejsen, rammer dens handling mig, dens iver, vedholdenhed, dens tapperhed, den søger og leder, den giver ikke op, den fortsætter, bliver ved og ved.
Den er nød til at fortsætte, ja ellers dør den.
“Når sådan et lille væsen kan, så kan jeg også”.
Det er så livsbekræftende for mig, at se Blåmejsens søgen efter føde, søge efter muligheden for til næste sommer, at finde sig en mage og opfostre deres unger og at være en del af flokken.
Mine tunge følelser og stemning letter og jeg ved nu, som en sandhed, at jeg også har styrken til at blive ved, for der er altid et håb, en løsning, en udvej.
Måske er løsningen ikke synlig lige nu, men den er der og skal nok vise sig.
Især følelsen af håb, blev min guideline, da jeg senere kom til at arbejde i psykiatrien og med unge, med de mange udfordringer.
Min opgave er at formidle håb, ikke at tage håbet væk.
Tak lille Blåmejse for dine kærlige ord og jeg håber, at du fik mange skønne somre.