Mellem himmel & hjem
Jeg hilser dig, smukke svale.
Jeg har set jer samles derude over vandet.
I bevægelse mellem det, der har været,
og det, der kalder jer hjem.
I cirkler.
I samling.
Som om I lytter.
Som om noget i jer ved,
hvor I hører til.
Og i går viste du dig for mig her.
Højt over mit nye sted,
glidende, fri og sikker.
Din kvidrende stemme bar let gennem luften
og kaldte blidt mit blik op mod dig.
Jeg kiggede op, spejdende og søgende,
og endelig –
i det øjeblik mit blik fandt dig,
mødtes vores sjæle i et stille kærtegn.
Noget, jeg næsten havde glemt.
Gensynet med dig
åbnede noget i mig.
En stille glæde.
Boblende og levende.
Som en genklang af hjem.
For det er det, I bringer med jer, er det ikke?
En påmindelse om hjem.
Ikke kun det sted, vi bor.
Men det sted i os selv,
hvor vi hører til.
Hvor vi er forbundet.
Med jorden.
Med rytmen.
Med livet.
Du vælger at komme tæt på.
At bygge dit hjem ved vores huse,
i vores lader,
under vores tage.
Der er en tillid i det.
En stille overgivelse.
En nysgerrighed.
En tryghed.
Du lader dine unger vokse frem
så tæt på os.
Du vælger ikke kun et sted.
Du vælger en relation.
Og jeg mærker ydmygheden i det.
For mens vi mennesker ofte glemmer,
så husker du.
Du vender tilbage.
År efter år.
Du bygger.
Du skaber.
Du bringer liv.
Og når dine unger kommer til verden,
er du der.
Du lærer dem at flyve.
Først forsigtigt.
Så stærkere.
Du viser dem himlen.
Retningen.
Vinden.
Du oplærer dem i det, de skal bære videre,
før rejsen kalder dem sydpå.
Der er en visdom i det.
En rytme.
Noget, der ikke forceres.
Jeg er selv flyttet.
Har forladt noget
og er landet et nyt sted.
Ligesom jer.
Og i mødet med dig
mærker jeg håbet.
At også dette sted kan blive hjem.
Ikke fordi jeg bestemmer det.
Men fordi jeg træder ind i det
med åbenhed.
Med vilje til at lytte.
Med respekt for det liv,
der allerede er her.
Så jeg spørger dig, svale:
Er der plads til mig her,
som der er plads til dig?
Vil I vælge dette sted
til at bygge jeres rede?
For vi mennesker har glemt noget.
Vi taler om ansvar.
Om orden.
Men når jeres liv folder sig ud tæt på vores,
handler vi hurtigt.
Vi fjerner jeres hjem,
fordi det ikke passer ind i vores.
Uden at lytte.
Uden at mærke.
Måske er det os, der er kommet på afveje.
Måske er det os,
der har glemt,
hvordan man lever side om side.
Du vender hjem uden at tvivle.
Du følger det, der kalder.
Måske er du kommet
for at minde os om det samme.
At hjem ikke er noget, vi ejer.
Men noget, vi træder ind i.
Med respekt.
Med ydmyghed.
Og med et åbent hjerte.
Om mig
Jeg lever med en dyb længsel efter at lytte til det levende omkring mig.
Ikke kun til naturen som noget, vi går ud i,
men som noget vi er en del af.
Gennem mange år har jeg søgt tilbage til en mere sansende og sjælfuld måde at være i livet på.
Et liv, hvor naturen ikke blot er baggrund,
men lærer, spejl og forbindelse.
Det er i mødet med skoven, dyrene, årstidernes skiften og de små øjeblikke af genkendelse,
at jeg igen og igen mærker, hvad det vil sige at høre til.
Naturlig Viis er vokset frem af den vej.
Af erfaringer, forandringer, længsel og en stille åbning mod noget ældre og mere oprindeligt i os mennesker.
Jeg tror ikke på, at vi skal finde hjem ved at blive nogen andre.
Jeg tror på, at vi skal huske det, vi allerede er.
Og måske er det netop derfor, svalens tilbagevenden rører mig så dybt.
Fordi den minder mig om,
at der findes en vej tilbage til forbindelsen.
Til jorden.
Til livet.
Og til os selv. 🌿