Står mørket i vejen?
Det er her i november, mit nye år begynder.
Ikke ved nytår, som vi ellers plejer at regne for årets begyndelse, men netop her, hvor naturen trækker sig tilbage, og jeg med den.
Det er her, jeg begynder at lytte indad. Lytte til min sjæl, til hvem jeg er, og til mit hjerte, som fortæller mig, hvad der kalder på mig.
Det er her, frøene bliver skabt.
Endnu skal de ikke spire eller vokse. De skal have lov til at være, mens jeg giver mig selv tid til at mærke, hvad der lever i mig.
Står mørket i vejen?
Men der var engang, hvor jeg allerede ved Sankt Hans mærkede mørkets tyngde. Netop som lyset var på sit højeste, vidste jeg, at vi uundgåeligt bevægede os mod mørkere tider. Og selvom mørket endnu på ingen måde var synligt, kunne jeg mærke det. Stille og på en dag opdagede jeg, at jeg nu står til Sankt Hans med et skævt, kærligt smil på læberne og blikket drømmende væk, for nu er det længslen efter vinterens dvale, jeg smiler hen imod.
Jeg ved, hvilken overflod af indre gaver november og december rummer.
Det er en tid, jeg møder med taknemmelighed. En tid, hvor jeg kan lade mit indre dale mod jorden, ligesom bladene fra de store træer. Hvor jeg kan trække mig tilbage, give mig selv hvile og mærke, hvordan jeg står i min egen jord.
Vi er natur.
Alligevel lever mange af os, som om årstidernes skiften ikke vedkommer os. Vi fortsætter med hverdagens gøremål og forpligtelser, mens naturen omkring os langsomt trækker sig tilbage.
Jeg tror på, at vi mennesker mistrives, brænder ud og bliver stressede, fordi vi har vendt naturen ryggen.
Og vi har ikke kun vendt naturen ryggen. Vi frygter den også. Vi ringeagter den.
Nu står vi her og har glemt, at vi jo også er natur.
Vi har fjernet os fra årets cyklus. Glemt, hvordan det er at være i efteråret, i november og i december frem til vintersolhverv.
Vi har glemt, hvordan det er at lade bladene falde fra vores eget træ. Ikke længere bære på det, der er unødvendigt.
Vi har glemt, hvordan det er at træde ind i det rum, som november og det meste af december kærligt åbner for os.
Et rum, hvor vi kan vende opmærksomheden indad og spørge:
Hvordan har jeg det egentlig?
Og jeg ved godt, at det i hverdagens travlhed kan forekomme fuldkommen uoverkommeligt, ja nærmest komisk, at forestille sig tid til sig selv. Og så endda lige op til jul, hvor der ofte er alt andet end roligt.
Men naturens vinterhvile er ikke en tid uden liv.
Træerne slipper deres blade. De trækker deres kræfter ind og lever videre i en anden rytme. De behøver ikke hele tiden at vokse udad.
Den visdom kan vi også lære at mærke i os selv.
At give krop og sind ro og restitution. At finde den stilhed, hvor vi kan lytte.
Lytte til vores hjerte, vores sjæl og den, vi er.
At mærke, hvem vi er, og om vi er den, vi er.
Hvorfor mødes vi i mørkets tid?
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad formålet vil være for dig. Jeg kan kun fortælle, hvad det har betydet for mig.
Jeg har fået mere ro, mental fred, mere nærvær og mere glæde ved at være i årets cyklus, på samme måde som træet.
Jeg går ikke længere ind og dømmer, at nogle årstider er bedre end andre.
Jeg er bare. Og med den kvalitet, det giver.
Mørket, eller rettere novembers invitation til at vende indad, rummer så mange gaver. Og der er så meget visdom at hente.
Derfor håber jeg, at du gennem mine oplevelser kan finde inspiration til din egen vej. At du måske mærker en genkendelse, en nysgerrighed eller opdager noget, der giver mening for dig. Ikke fordi du skal opleve det samme som mig, men fordi du skal have mulighed for at opdage, hvad denne tid kan give dig.
Et naturforløb gennem november og december
Jeg inviterer dig ind i et lille, nært fællesskab, hvor vi sammen går ud i naturen og giver os selv tid til at være en del af dens rytme.
Vi mødes i skumringen.
Vi skal vandre, sanse, være stille og lytte. Vi skal møde skoven, som den er på denne tid af året, og opleve, hvordan den forandrer sig, mens mørket falder på.
Nogle gange afslutter vi ved bålet eller i varmen i min stue, hvor der bliver plads til fællesskab og samtale.
Vi skal ikke præstere noget, finde bestemte svar eller forandre os for at være med. Vi skal give os selv den tid, som så let forsvinder i hverdagen. Tid til at mærke vores eget ståsted og opdage, hvad vinterens hvile kan rumme.
Og hvile er ikke nødvendigvis at gøre ingenting. Det kan også være at give sig selv plads til kreativitet, fordybelse og drømme. At sidde med en blomsterbog og forestille sig næste års have. At lade hænderne arbejde med ler eller give tid til noget, der længe har kaldt på vores opmærksomhed. Det handler om at opdage, hvordan vi kan give vinterens kvaliteter plads i vores eget liv.
Og måske vil vi mærke modstand og opdage vores egne overbevisninger. Er nogle af dem mon som bladene på træet, klar til at slippe og falde mod jorden?
Du behøver ikke have erfaring med naturforbundethed. Din nysgerrighed og lyst til at være med er nok.
Forløbets formål
- At møde dine egne overbevisninger om mørkets tid.
- At opleve efteråret og vinterens første måneder som en naturlig og værdifuld del af årets cyklus.
- At lytte – lytte helt ind i din egen lille stemme og lade den vokse sig tydeligere.
- At mærke, hvordan du står i din egen jord, og hvad du måske ikke længere behøver at bære på.
- At give plads til ro, restitution, kreativitet og fordybelse.
- At opleve fællesskab, fortrolighed, genkendelighed og nysgerrighed.
- At skabe plads til klarhed.
Det fællesskab, vi skaber sammen
Vi mødes i et lille fællesskab med højst seks deltagere, hvor vi alle har et ansvar for at skabe en kærlig, tryg og respektfuld ramme.
Her møder vi hinanden med åbenhed, nysgerrighed og uden at dømme. Vi lytter til hinanden og giver plads til forskelligheder.
Vi aftaler, at det, der deles personligt i fællesskabet, bliver mellem os.
Du bestemmer selv, hvor meget du ønsker at dele. Stilheden har lige så stor værdi som ordene.
Vi skal ikke ændre hinanden, men give hinanden plads til at være dem, vi er.
Forløbet er ikke terapi, men et sansende og nærværende møde med naturen og dig selv i et lille, fortroligt fællesskab.
Praktisk om forløbet
Periode: 9. november – 23. november – 7. december – 14. december 2026
Antal deltagere: Højst 6 personer.
Tidspunkt: Kl. 17.00 i den magiske skumring.
Indhold: Naturvandringer, sansning, stilhed, fordybelse og fællesskab. Enkelte gange afslutter vi ved bålet eller i min stue.
Pris: 1.200,00 kr.
Hvor: I min skov, ved Vemmetofte. Du får en præcis adresse ved tilmelding.
En sidste tanke
Vintersolhverv skal nok komme.
Men endnu er vi her, i november og december, hvor naturen kærligt inviterer os til at vende opmærksomheden indad.
Vi behøver ikke allerede nu at vide, hvad der skal vokse frem af de frø, der bliver skabt i mørket.
Vi må gerne lade det være uvist.
Give os selv tid til at lytte, mærke og være med det, der er.
Og vintersolhverv?
Det lader vi ligge og vente lidt endnu.
For lige nu er der så meget visdom at hente i mørket.



Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.